Stop hadtale, styrk fællesskabet

Hadtale mod unge forårsager angst og en følelse af ensomhed - samt en frygt for at bekende kulør i seksualitet, meningsudveksling og i politik.

I Campusdysten sætter 350 førsteårselever alle kræfter ind på at genopfinde fællesskabet blandt unge hele uge 45.

Eleverne vil endevende problemet og erstatte respektløshed med kreative ideer til nye fællesskaber, der skal samle alle slags unge, som oftere og oftere møder had på mobilen.


Koncert, paneldebat og awardshow om fredagen

Vinderne blandt 90 producerede case film, om elevernes egne ideer til inkluderende ungefællesskaber, bliver fejret ved et storslået awardshow om fredagen.

Inden diplomerne og priserne fordeles, vil chefredaktør for Bornholms Tidende, Kristoffer Gravgaard, agere moderator for en  paneldebat i skolens idrætssal, hvor publikum vil udfordre panelet med spørgsmål om chikane og diskriminerende adfærd. 


Debatpanelet deler viden om hadtale, offeroplevelser og fællesskab

Foruden direktør Inge Prip består panelet af tidligere elev Niklas Stenbye og nuværende elev Asta Elise Gade Kofod samt Mogens Blicher Bjerregård, som er næstformand i Unesco-nationalkommissionen og tidligere kommunaldirektør og nuværende ekspert i klimadiplomati og energilandskaber, Laila Kildesgaard. 

Asta, som er tidligere næstforkvinde for Bornholms Ungeråd og  kandidat til Europarlamentet for Enhedslisten, har af flere gange selv været udsat for hadtale, hvilket er med til at styrke hendes engagement for bedre fællesskaber på skolen. 

”Da jeg den 1. august i år tweetede om burkaloven, blev der svaret med brændende Pride-flag og respektløse kommentarer. Det er afgørende, at vi får løst problemet helt generelt og får skabt fællesskaber blandt unge, så ingen står alene. Den gode samtale er fundamentet for et stærkt demokrati, der inddrager alle unge - også minoritetsgrupper.” - lyder det fra Asta. 

Om selve Campusdysten siger Mogens Blicher Bjerregaard følgende: 

"De unge tager fat om kernen og finder ud af, hvorfor hadtale har så alvorlige følgevirkninger på vores demokrati, fordi den udelukker mange fra at deltage i den demokratiske debat. Vi har brug for alle de unge til at videreudvikle vores demokrati, og det er præcis hvad Campus Bornholm gør som verdensmålsskole." 


Campusdysten er et samarbejde mellem Campus Bornholm og Michael Frederiksen fra Frederiksens - Bureau for en dag. Den lokale afdeling af Fonden for Entreprenørskab på Bornholm støtter initiativet økonomisk.