Vinderne af Company Programme 2023

Førsteårseleverne på HTX deltog i innovationskonkurrencen Company Programme på KH Maskinfabrik, hvor vinderne blev kåret ved en højtidelig præmieoverrækkelse fredag den 24. marts.

Opgaven lød på både at udtænke et innovativt produkt, samt at lave en prototype, der kunne præsenteres for dommerpanelet i bedste Løvens Hule stil, sammen med en detaljeret forretningsplan.

”Det var en spændende og virkelighedsnær oplevelse. Vi skulle ikke blot udvikle et produkt, men også tænke om der er salg i produktet. Vi fik set økonomisk og fremtidsmæssigt på vores produkt via sparring af en professionel fra Nordea.” – fortæller eleven Maria Norðoy Lind om deltagelsen i Company Programme.

Sammen med kammeraterne Mads, Emil og Leona vandt Maria konkurrencen med deres produkt Bogklippen, som gør det mere håndtérbart at læse en bog på farten, og særligt når man er henvist til offentlig transport på vej til og hjem fra skole.

”Vores ene gruppemedlem bruger 2 timer i bus hver dag. Hun elsker at læse, og synes, at det er frustrerende, at hun om vinteren ikke kan se, hvad der står i hendes bog, da det bliver tidligt mørkt om vinteren. Derfor besluttede vi os for at lave en simpel prototype, som nemt holder en bog åben, ved kun at bruge en hånd. Vi vil videreudvikle denne idé, ved at få lys i, så det er en let transportabel læselampe, som både nemt og behageligt holder en bog åben.” – lyder det videre fra Maria. 

En simpel idé, som mange kan få glæde af, hvilket dommerne da også fremhævede i deres bedømmelse.

”Vi tror vi vandt, da vores produkt er simpel, dog innovativ samt billig i produktion og derved billig i salg. Vi har en bred målgruppe, da alle kan have gavn af vores produkt i deres hverdag.” – tilføjer Maria om vurderingen af Bogklippen

Ledsaget af dommernes flotte ord, høstede Bogklippen begge første præmier, som ud over en check på 2500 kroner fra Nordea og en bowlingtur til hele klassen også giver adgang til Danmarksmesterskabet i Entreprenørskab under Company Programme, som foregår i Industriens Hus i København lidt senere på året.  

Kæmpe tillykke til Mads Wennestrøm Gravesen, Maria Norðoy Lind, Emil Dalsgaard Nielsen og Leona Mathilde Løwenstrand.

 

Se lidt flere billeder fra vinderkåringen på Facebook her