Efter to intense konkurrencedage i autoværkstedet på Campus Bornholm kunne Mikkel Andersen fra Stenseby Auto torsdag eftermiddag lade sig hylde som nummer to ved Regionsmesterskabet for Personvognsmekanikere.
For første gang var Campus Bornholm vært for regionsmesterskabet, som samlede 11 personvognsmekanikerlærlinge fra seks tekniske skoler i Region Øst.
Gennem seks krævende opgaver på særligt præparerede biler blev lærlingene udfordret i blandt andet fejlfinding og reparation, inden det samlede resultat kunne gøres op torsdag eftermiddag.
Her tog Bertram Schmidt Nielsen fra Roskilde Teknisk Skole førstepladsen, mens Mikkel Andersen fra Campus Bornholm sikrede sig andenpladsen.
De tre podiepladser kvalificerede sig direkte videre til Danmarksmesterskabet, som afholdes 7.–10. april 2027 i Vejle.
Faglighed på hjemmebane
Ud over glæden over den flotte andenplads har de to konkurrencedage været en anledning til at samle nogle af regionens dygtige mekanikerlærlinge og deres undervisere omkring faget.
”Vi er selvfølgelig stolte af Mikkel og hans flotte resultat. Men vi er også rigtig glade for, hvordan de to dage er forløbet. Der har været høj koncentration i værkstedet og masser af faglighed på tværs af skolerne. Det har været en fornøjelse at være værter,” siger mekanikerfaglærer Lars Kristian Nielsen.
Regionsmesterskabet havde deltagere fra NEG, U/Nord, TEC, ZBC, Roskilde Tekniske Skole og Campus Bornholm.
På billedet alle deltagerne samt medrejsende faglærere.