En ernæringsassistent laver god og sund mad i store køkkener. På skolen lærer du om råvarer samt at tilberede og anrette maden, så den ser lækker ud. En vigtig del af arbejdet går ud på at beregne ernæringsrigtig kost. Som ernæringsassistent lærer du også om indkøb og økonomi. Ernæringsassistenter kan arbejde i storkøkkener på hospitaler eller i kantiner.
På Campus Bornholm indeholder uddannelsen endvidere et element af regional madkultur så du får kompetencer til at benytte regionale madvarer.
Hovedforløbet
For at fortsætte din erhvervsuddannelse med et hovedforløb skal du finde en læreplads og få en uddannelsesaftale. Skolen hjælper dig med at finde de virksomheder, som søger lærling. Undervejs i grundforløbet kan skolen også hjælpe dig med at komme i praktik, så du kan prøve faget i en virksomhed. Hovedforløbet foregår som en vekslen mellem oplæring i en virksomhed og flere skoleforløb. Den største del af hovedforløbet foregår som oplæring i virksomheden. I løbet af oplæringstiden er der 3 skoleperioder. De to første skoleperioder er af 10 ugers varighed. Den sidste periode er på 7 uger. Den tredje periode er afsluttende og indeholder en svendeprøve.
Varighed
En fuld erhvervsuddannelse til ernæringsassistent varer 2 år og 6 måneder efter endt grundforløb. Der er dog mulighed for at afslutte med en 1 årig uddannelse som ernæringshjælper.
Muligheder for videreuddannelse
Som ernæringsassistent med speciale kan du videreuddanne dig til serviceøkonom eller procesteknolog, dvs. erhvervsakademiuddannelsen inden for ernærings-, fødevare-, mejeri- og procesteknologi. Der kan også være mulighed for at læse videre til professionsbachelor i ernæring og sundhed.



