EGU

Erhvervsgrunduddannelse

Hvem, hvor længe og hvor?

Erhvervsgrunduddannelsen (EGU) er en 2-årig kompetencegivende uddannelse. Den er særlig tilrettelagt til dig, der er færdig med grundskolen og ikke er fyldt 30 år og ikke umiddelbart kan gå i gang med en ordinær ungdomsuddannelse.

EGU er en særlig mulighed for dig, der ønsker et kort uddannelsesforløb med meget praktik og kun lidt teori. Uddannelsens konkrete indhold bliver fastlagt efter dine ønsker og forudsætninger.

Adgangskrav

Der er ingen særlige optagelseskrav. Du skal blot være færdig med folkeskolen eller tilsvarende.

Studiestart og længde

Uddannelsen varer normalt 2 år. Der er tale om et individuelt forløb, som kan starte hele året. Uddannelsen er en blanding af teori og praktik, hvor teorien skal udgøre 20 - 40 uger i løbet af de 2 år.

Uddannelsessted

Skoleundervisningen kan foregå på mange forskellige skoletyper, f.eks. erhvervsskoler, VUC, ungdomsskoler, efterskoler, produktionsskoler, landbrugsskoler eller social- og sundhedsskoler. Praktikken foregår i en eller flere virksomheder.

 

 

20. Februar 2012